Koncerter i Apostelkirken
Vi har løbende mange spændende både rytmiske og klassiske koncerter. Vores dygtige organist overrasker igen og igen med dygtige solister og up-coming bands. Kvaliteten er altid høj. En gang i måneden holder vi søndag eftermiddag en halv times koncert. Der er oftest gratis adgang. Se programmet for tid og pris.
En stemningsfyldt koncertoplevelse
Apostelkirken giver spændende muligheder for en unik koncertoplevelse. Kirkerummets smukke og afbalancerede akustik egner sig perfekt til akustisk musik, hvadenten det er kor, ensemble eller en sanger med sin guitar.
For nyligt fik vi et nyt og lækkert koncertflygel, og har fejret dette med en del klaverkoncerter, hovedsagligt med unge talentfulde og sprudlende pianister som enten studerer eller netop er blevet færdiguddannet på musikkonservatoriet.
Vi har også haft nogle rytmiske singer/songwriterkoncerter bla. med den anmelderroste Hymns from Nineveh. I februar spillede Niels Danielsen og Leif Kaysers 4. suite for orgel. Dette var den bedste besøgte koncert hidtil, og det var dejligt at opleve at moderne orgelmusik kunne tiltrække så stort et publikum.
