Den anglikanske kirke i Bagdad, kaldet St George’s, har i de seneste år spillet en stort rolle for Apostelkirkens menighed. I 2007 besøgte præst Niels Nymann Eriksen kirken og siden har vi været med til at finansiere kirkens drift under de meget vanskelige sikkerhedsmæssige forhold. Vi har også samlet penge ind til en legeplads på kirkens grund.

Fungerende præst i menigheden, Andrew White skriver:

"Vi er en fattig kirke. Vi har intet budget, ingen finansiering, ingen sikkerhed og alligevel er det en af de rigeste kirker, jeg nogensinde har været en del af."

Rig på menneskelighed i situation, hvor umenneskelige byrder tynger den martrede, irakiske befolkning. Rig på guddommeligt nærvær - efter kirkegængernes eget udsagn - i en situation, hvor Gud let synes fraværende. St. George's udgør et livsvigtigt frirum og åndehul blandt de fattige kristne i Bagdad - helt konkret f.eks. når menigheden, efter søndagens gudstjeneste, spiser sammen på en græsplæne mellem to udbombede regeringsbygninger.

Ligesom alle andre historier i nutidens Irak var skæbnen for den gamle anglikanske kirkebygning fra 1936 ganske uforudsigelig. For 20 år siden var kirken nærmest glemt. Alt interiøret var borttaget. Kun den store døbefont af marmor kunne selvsagt ikke fjernes. Efter at USA i 2003 erklærede krigshandlingerne for afsluttet, holdt et antal vesterlændinge en gudstjeneste som tak for Iraks befrielse under stort sikkerhedsopbud. Det blev sidste gang, at gudstjenestedeltagerne havde primært vestligt blod i årene. Omend krigshandlingerne var erklæret afsluttet, så forblev konflikten intens, og personer fra de allierede måtte blive indenfor den grønne sikkerhedszone i det centrale Bagdad. Kirken blev af samme årsag i løbet af den næste tid samlingssted for hundredvis af irakiske børn og voksne, som søgte fællesskab og beskyttelse. Udover at i bedst muligt omfang yde basale livsfornødenheder forsøgte kirken, ligesom idag, også at lægge øre til de mange familietragedier, som enhver ufrivilligt bærer med sig.

En række forskellige kirker og organisationer har sidenhen bidraget til at støtte de trængte mennesker i St. George's. Apostelkirken er en af dem. Vi er stolte af vor irakiske relation og oplever at den beriger os. Vi føler en samhørighed med venskabsmenigheden i Bagdad, selvom vore livsomstændigheder er afgørende forskellige. På Apostelkirkens altervæg står et lys på et vævestykke, som er en gave for vor irakiske venskabsmenighed. Dette lys er både en anledning til en glædelig tanke til og en tiltrængt bøn for vore brødre og søstre i Bagdad.

Billedserie fra Life Magazine