Tillykke! Vi glæder os til at være en del af jeres store festdag. Et bryllup er et af livets store begivenheder, uanset om brylluppet holdes lille eller stort.

For at blive gift i kirken kræver det, at mindst én af jer er medlem i folkekirken.

Tidligst 4 måneder før I skal giftes, skal I udfylde en ægteskabserklæring som I henter/udfylder på borger.dk. Når I har afleveret erklæringen til Borgerservice, får I en prøvelsesattest tilsendt. Prøvelsesattesten afleverer I til kirkekontoret sammen med navn og adresse på to vidner til brylluppet.

Dato og tidspunkt for vielsen aftaler I med den præst, I ønsker skal vie jer. I kan også kontakte kirkekontoret, som vil guide jer videre. I samtalen med præsten gennemgår I vielsesritualet, vælger salmer og taler vielsen igennem, herunder ønsker til pyntning af kirken, musik mv.

Kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab

Man kan også få en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab. Så selv om I allerede er blevet gift på rådhuset, kan I godt få ægteskabet velsignet i kirken. Den kirkelige velsignelse følger et ritual, der næsten ligner vielsesritualet. Par af samme køn, som har indgået registreret partnerskab (før juni 2012), kan også få en kirkelig velsignelse i kirken.

Den kirkelige velsignelse har intet juridisk/borgerligt indhold. Det er derfor ikke nødvendigt med nogen prøvelsesattest. Til gengæld skal I kunne forevise den borgerlige vielsesattest.

I flere af Vesterbro Sogns kirker er det muligt at låne eller leje et større lokale i kirken til bryllupsfesten. Spørg på kirkekontoret eller stedets præst om hvad der er af muligheder.

Navneændring i forbindelse med bryllup

Hvis du ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, kan du på borger.dk se, hvad du skal gøre. Du skal foretage navneændringen senest 15 dage før bryllupsdagen, med bryllupsdatoen som ekspeditionsdato.